Social vække-app skal give flere penge til Danmarks Indsamling
WakieWakie vækker dig med rare indtalte beskeder i stedet for irriterende alarmlyde. Fire nuværende og tidligere ITU-studerende står bag appen, der bliver brugt som alternativt indsamlingsredskab i forbindelse med Danmarks Indsamling 2017.
Iværksætteriapps
Skrevet 2. februar 2017 12:19 af Vibeke Arildsen
En god dag begynder med en god morgen. Sådan lyder den simple filosofi bag den nylancerede app WakieWakie.
”Det med at blive vækket af en alarm om morgenen er simpelthen en så dårlig oplevelse, at det må kunne gøres bedre. Vores bud på det er, at rare indtalte beskeder kan sætte os i gang på en mere smilende og opløftende måde, og gøre, at man kan gå lidt gladere ud af døren,” siger idemanden bag, Sverre Dueholm, som er kandidat i e-business fra ITU.
I WakieWakies kanalunivers kan brugerne foreløbig vælge mellem vækkebeskeder indtalt af kendte danskere, og i næste version af appen, som udkommer i løbet af foråret, vil brugerne også få mulighed for at vække vennerne eller kæresten med personlige beskeder.
Alternativt indsamlingsredskab
Frem til lørdag den 4. februar kan man mod et lille beløb til Danmarks Indsamling 2017 vågne til sjove beskeder indtalt af kendte skuespillere og musikere som Bodil Jørgensen, Shzirley, Mia Lyhne, Rune Klan og Jimilian. WakieWakie har nemlig allieret sig med Danmarks Indsamling i håb om at få flere unge til at donere penge til indsamlingen, der i år har fokus på at bekæmpe sult blandt børn.
”Vi vil rigtig gerne vil gøre en forskel, og her så vi en mulighed for, at WakieWakie kan vokse til noget, der er langt mere end bare underholdning. NGO’erne har rigtig svært ved at ramme de unge. Den typiske pengegiver er 49+, og jeg tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, at kun forældre og bedsteforældre giver penge. Så ideen var, at hvis vi laver en sjov app, som henvender sig direkte til de unge, så må det simpelthen være muligt at samle nogle penge ind blandt dem,” siger Sverre Dueholm.
Flere samarbejder på vej
Holdet bag WakieWakie består udover Sverre Dueholm af tre softwareudviklere, der er i gang med at tage en kandidat på ITU, samt en bachelorstuderende fra DTU. Projektet har været i gang siden marts sidste år, og aftalen med Danmarks Indsamling kom i hus allerede i august. Siden da har iværksætterne haft travlt med at udvikle appen og skaffe finansiering. I efteråret lykkedes det at få en investering på 432.000 fra Innovationsfondens InnoBooster-program.
Efter Danmarks Indsamling venter flere projekter og nye samarbejder, blandt andet med Roskilde Festival.
”Vi vil gerne lave en vækkekanal for de over 42.000 frivillige på Roskilde Festivalen. Vi taler med de forskellige pladeselskaber om at få kunstnerne, der skal optræde, til at indtale beskeder til de frivillige,” siger Sverre Dueholm.
Vibeke Arildsen, presserådgiver, telefon 2555 0447, email viar@itu.dk